Sporvogne, færger og det ene kort, der gælder til dem alle

İstanbulkart er et genopladeligt rejsekort, og det er den eneste fornuftige måde at betale for alt, der bevæger sig. Det gælder på metroen, sporvognene, busserne, metrobüs, kabelbanerne, Marmaray og de offentlige færger — ét kort, alle transportformer.

Køb det i en automat på en hvilken som helst metro- eller sporvognsstation. Automaterne tager kontanter og kort, kan skiftes til engelsk og sælger dig kortet og en første optankning i samme handel. To voksne kan dele ét kort ved at scanne to gange, og det er værd at vide, hvis du lander sent og kun finder én automat, der virker.

To ting gør det mere værd end bare bekvemmeligheden:

• Taksterne er væsentligt lavere med kortet end med de enkeltbilletter, der sælges på nogle stationer, og nogle adgangsporte tager ikke længere andet.
• Skift er billigere. Skifter du fra sporvogn til kabelbane til metro inden for et par timer, koster hver efterfølgende scanning mindre end den første. En rejse med to skift er ikke tre billetter.

Istanbul er ikke flad, og forskellen mellem havnefronten og højderyggen over den er en alvorlig stigning. Kabelbanerne findes på grund af netop det.

F1 forbinder Kabataş med Taksim-pladsen på omkring to minutter og kører konstant. Bor du et sted omkring Taksim, Beyoğlu eller İstiklal-gaden, er det din forbindelse til vandet og til sporvognen.

Fra Taksim kører metro M2 mod nord op ad den europæiske side og mod syd til Yenikapı, forbi Şişhane for Galata, Haliç — stationen ude på broen over Det Gyldne Horn — og Vezneciler for universitetskvarteret. Fra Haliçs udgang på Fatih-siden er der ti-tolv minutters gang langs vandet til Cibali-kajen. Med sporvogn T1 langs kysten og M2 langs højderyggen er den europæiske side stort set dækket.

Istanbul har to, de ligger på hver sin side af byen og hver sin side af strædet, og at forveksle dem er en dyr fejl. Tjek, hvilken der står på din billet, før du bestiller noget.

Istanbul Lufthavn (IST) — den europæiske side, langt mod nordvest

Metrolinje M11 kører fra terminalen ind til byen og har forbindelse til det øvrige metronet, og det er den billigste vej ind og immun over for trafikken. Havaist-lufthavnsbusserne kører direkte til Taksim og andre centrale steder og er nemmere med bagage, men de kører på motorvejen sammen med alle andre. En taxa er den hurtigste klokken fire om natten og den langsomste klokken seks om aftenen.

Sabiha Gökçen (SAW) — den asiatiske side, langt mod sydøst

Metrolinje M4 når nu helt ud til terminalen og kører til Kadıköy, hvorfra en færge over til Kabataş eller Eminönü både er den hurtigste og langt den hyggeligste måde at afslutte turen på. Havabus-busser kører også til Kadıköy og Taksim.

Beregn god tid, uanset hvilken det er. Fra Sabiha Gökçen til Sultanahmet er en rigtig tur tværs gennem byen, ikke en lufthavnstransfer.

1. Køb kortet på den første station, du ser. Alt derefter bliver lettere.
2. Sporvognen er et kort over din sightseeing. Ligger det på T1, behøver du ikke planlægge transport dertil.
3. Tag én færge i dagslys, selv om du ikke har nogen grund til at krydse. Det er de bedste tyve minutter i byen.
4. Myldretiden er virkelig, og den er på vejene, ikke på skinnerne. Mellem fem og syv skal du vælge alt, der kører på spor eller på vand.
5. Google Maps er pålidelig her til tider for tog og færger og optimistisk for alt på vejene.
6. Kabataş, Eminönü og Üsküdar er hængsler. Næsten alle fornuftige ruter gennem byen passerer et af de tre steder.

Har du kun et meget kort vindue i byen, samler guiden til mellemlanding disse linjer til en plan. Og vil du vide, hvad alle de bygninger langs vandet er, mens færgen passerer dem, så begynd med paladserne.