Hvorfor alle paladserne vender ud mod strædet

Først ud af Det Gyldne Horn

Vores egen aften begynder, før Bosporus gør. Båden lægger ud fra Cibali, på den gamle bys bred af Det Gyldne Horn, og den første strækning er selve vigen: ud under Atatürkbroen og Galatabroen, med Galatatårnet over Karaköy på den ene side og Süleymaniye — Sinans store moské fra 1550'erne — på skyline på den anden. Så runder båden Sarayburnu, pynten neden for Topkapı, og drejer mod nord ind i strædet. Det er en nyttig prolog: den indadvendte gamle by på sin bakke, set fra vandet lige før det nittende århundrede begynder at folde sig ud langs kysten.

Dolmabahçe-paladset

Indviet i 1856 for sultan Abdülmecid og bygget af Balyan-familien, de armenske arkitekter, der var hoffets bygmestre det meste af århundredet. Det kostede et beløb, statskassen ikke rigtig havde, og det er en del af dets historie. Barok, rokoko og nyklassicisme på én gang; det var sæde for den osmanniske magt i rigets sidste årtier, og Atatürk døde i et soveværelse på vandsiden af det i 1938 — og derfor står urene i paladset traditionelt på 09:05.

Fra vandet får du hele længden af det, plus den udsmykkede port på kajen og klokketårnet bagved. Om natten er det oplyst, og marmoren får farve som gammelt papir.

Çırağan-paladset

En kilometer længere oppe, og det sidste kejserlige palads, der blev bygget ved Bosporus: færdigt i 1871 for sultan Abdülaziz, igen af en Balyan. Det brændte ud i 1910, stod som en skal det meste af det tyvende århundrede og blev genopbygget i 1990'erne som hotel. Det er den eneste bygning på denne rute, hvor den smukke historie og den triste historie er den samme historie — en sultans palads, hvor du nu kan bestille et værelse.

Ortaköy-moskeen

Officielt Büyük Mecidiye-moskeen, færdig i midten af 1850'erne af de samme arkitekter og i det samme nybarokke formsprog som paladserne — hvilket er usædvanligt for en moské og netop er pointen. Den ligger på sit eget lille næs med Bosporusbroen lige bagved, og de to sammen udgør den mest fotograferede komposition i Istanbul. Fra vandet får du den lige forfra, med dens spejlbillede, og det er den udgave, der står på postkortene.

Bosporusbroen

Den første bro, der nogensinde spændte over strædet, åbnet i 1973 og i dag officielt kaldt 15. juli-martyrernes bro. Lidt over en kilometer hængende vejbane, der forbinder Europa med Asien, oplyst om natten i farver, der skifter. At passere under den er det øjeblik, hvor de fleste på dækket holder op med at tale.

Bebek

En buet bugt med vandkantsvillaer, caféer og en strandpromenade — det rolige, dyre Bosporus med beboelse, snarere end det monumentale. Værd at kigge på, fordi det er sådan, det meste af denne kyst faktisk ser ud, når den ikke er et palads.

Rumeli-fæstningen

Og så skifter tonen fuldstændigt. Rumeli Hisarı er hverken fra det nittende århundrede eller dekorativ: Mehmed II rejste den i 1452, på omkring fire måneder, ved strædets smalleste sted for at afskære Konstantinopel fra Sortehavet. Byen faldt det følgende forår. Tre enorme tårne og en ringmur, der løber lige ned ad skrænten og ud i vandet, projektørbelyst om natten, og fra en båd ser du den, som den var tænkt til at blive set — fra et skib, der ikke får lov at passere. Det er den eneste bygning på ruten, der er tænkt til at blive set fra en båd som en trussel.

Beylerbeyi-paladset

Sommerpaladset, færdigt i 1865 for Abdülaziz: mindre end Dolmabahçe, mere afdæmpet og bygget til at modtage gæster snarere end til at regere fra. Den franske kejserinde Eugénie boede her i 1869 på vej til indvielsen af Suezkanalen og skal have fået vinduerne i sit værelse i Paris lavet om, så de lignede. Det ligger lige under Bosporusbroen på den asiatiske side, hvilket giver en underlig og ret god sammenstilling af 1865 og 1973 i ét blik.

Üsküdar

Byens asiatiske hjerte og meget ældre end noget på den anden side — dette var Chrysopolis, en græsk by, før Konstantinopel fandtes. Havnefronten er tæt, lav og travl, med Sinans Mihrimah Sultan-moské fra 1548 lige ved færgelejet. Hvis den europæiske bred er det nittende århundrede, der optræder, er Üsküdar byen, der passer sit.

Pigetårnet

Det lille tårn på sin egen holm lige ud for Üsküdar, og det sidste vartegn, du passerer, før båden runder den gamle bys spids og drejer tilbage ind i Det Gyldne Horn. Der har stået noget på den klippe siden oldtiden — en tolderpost, et toldsted, et fyrtårn, en karantænestation — og bygningen, der står der nu, er i det væsentlige fra det attende århundrede. Alle udgaver af dens legende handler om en spådom, en prinsesse og en slange, og ingen to guider fortæller den på samme måde.

Vi passerer tæt nok på til, at det ses ordentligt oplyst, og langt nok væk til, at det beholder den silhuet, alle kender.